En pointe fra Eckhart Tolles foredrag forleden: Hvad du end møder på din vej, hvad du end kommer ud for, hvad der end sker for dig, så kan du møde det med følgende holdning: “Tak, for de betingelser der er tilstede i dette øjeblik. Jeg har absolut ingenting at klage over.” På den måde accepterer og anerkender du, at der hvert eneste NU, er præcis de betingelser du har brug for, egoet falder til ro, og der bliver plads til, at du kan lytte til dit inderste og handle derudfra – hvis der skal handles.

Snapshot fra Kopan Monastery

Jeg er temmelig frustreret. Efter 8 dages intensiv undervisning og meditation er min krop  i oprør. Det gør ondt overalt. Mit sind er også under hårdt pres, her i det buddhistiske kloster bliver der stillet spørgsmål til sindets hidtidige referencepunkter. Det er efter eget valg jeg er her, jeg vil gerne være her, men det betyder ikke, at det er uden sværdslag… `I aften´ siger Ani Karin, `Skal vi have lysfest´. Vi mødes ved den lille mindestupa. Hver med en pose fyrfadslys. Lysene stilles op i stagerne og langs bedene. `Når I tænder lysene, skal I sige mantraet: Om mani padme um´ siger Ani Karin.
Jeg finder et sted, hvor jeg kan passe et antal lys. Vi går i gang med at tænde dem. Der blæser en stille brise. Det – og lysenes kvalitet – betyder, at det er temmelig svært at få dem til at brænde og blive ved med det. `Pokkers, forp….. lys´ tænker jeg. `Det er et typisk umuligt buddhistisk projekt det her…..UPS! Om mani padme um, Om mani padme um, Om mani padme um…Så brænd da for p…..UPS! Om mani padme um, Om mani padme Um´ og sådan bliver jeg ved et stykke tid. Da går det op for mig, igen igen. Det er jo ikke målet det handler om – jeg er optaget af resultatet: at få lysene til at brænde, så det kan se flot ud og blive færdigt. Men det handler jo om at være i processen: at få lysene til at brænde. Ja, ja, ja! Det tager jeg med mig ud i livet udenfor klosterets mure.

Kender du Erlend Loes to bøger ”Doppler” og ”Volvo lastvagnar”, så ved du, at de blandt andet handler om at være kompetent. Eller rettere om, at holde op med at være det. Holde op med at gøre alle de kompetente ting i livet og give sig til at undersøge nye områder og leve i det, som er. Om så man er nødt til at skabe sig sit eget land, midt inde i en skov.
Doppler, som er hovedpersonen i bøgerne, fortæller, at han er norsk og plejer at bo i Oslo, med kone og tre børn og være kompetent. Det sidste års tid har han forandret sig en del, efter at have mistet sin far. Da holdt han op med at være kompetent. Det han plejede at gøre, gør han ikke mere. Han flyttede ud i en skov og ved ikke, hvor han er på vej hen eller, hvad han leder efter. Han lever dag for dag. Efter et årstid bryder han op og drager mod Sverige, Han er træt af Norge og da Sverige er ukendt for ham, må det være noget godt, tænker han.

Jeg elsker de to bøger, fordi de fantasifuldt fortæller en historie om krise og udvikling. Hvordan det føles efter en alvorlig hændelse i livet, dødsfald, eller livstruende sygdom f.eks., at skulle tilbage til det man gjorde før. At det har mistet sin mening. At man føler sig inkompetent og opfatter det som et tab. For alt for meget i verden handler om at være kompetent, vidende, klog, dygtig og rigtig. Eller i hvert fald, at se ud som om man er det.

Kaos
Færdig med stråler
Bævende usikker.
Hvem er jeg?
Er der nogen fremtid for mig?
Som en ny begyndelse,
hvor alt det jeg tidligere har arbejdet for og med,
ikke længere har gyldighed.
Hvor det, jeg kan og har lært, ikke længere kan bruges.
Et før og et efter.
Hvor før var godt og kendt. Hvor efter er?
Alt er pillet af.
Jeg er bævende.
Skal jeg begynde forfra?
Føler mig erfaringsløs.
Uvidende.
Mit liv er pillet helt fra hinanden.
Kan jeg begynde forfra?
Hvordan?
Angsten for det ukendte river i mit hjerte.
Bange for, at der vitterlig ikke er noget forude.
Bange for, at ’det var så det’.
At jeg nu må stå ved siden af og se på.
At der ikke er noget tog med plads til mig.
Eller, at jeg ikke finder toget.
Ligger på mine nøgne knæ og kratter i gruset.
For at finde en vej at gå. Det er tåget.
Kan ikke se vejen.
Er bange.

Sådan skrev jeg, da jeg begyndte at leve ikke-kompetent. Det var angstfyldt, for der var tomt der, hvor kompetencen havde været. Der var mørkt. Langsomt kom lyset og fik mere og mere fat. Jeg opdagede at en helt ny verden åbnede sig for mig, fordi jeg turde være ikke-kompetent. At det er nok at være til i verden, uden at skulle kunne en masse, uden at skulle være i gang med en masse aktiviteter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg til stadighed kæmper med at trangen til at være kompetent. Heldigvis kommer jeg i tanke om det midt i alle aktiviteterne, tvivlen og uroen over ikke at “være noget”. Så kan jeg stoppe op. Dreje fra hovedvejen ind på de små stier i lyngbakkerne – og alt er godt. Der er ikke noget der skal bevises.

Hvor kompetent lever du?